Vedtægter

Vedtægter for DABYFO og Belønningsfonden ses i linkboksen.

§ 1. Foreningens navn og målsætning

Stk. 1 Foreningens navn er DABYFO - Forum for Danske Bygningsmyndigheder.

Stk. 2 Foreningens formål er

  • at styrke netværk for ledere og medarbejdere, der beskæftiger sig med kommunal byggesagsbehandling.
  • at varetage bygningsmyndighedernes interesser i forhold til national og

    international lovgivning.

  • at fremme byggeriets udvikling og kvalitet, herunder fremme sundhed, sikkerhed og energirigtigt byggeri, samt sikre at der tages de fornødne hensyn til eksisterende, bevaringsværdige bymiljøer og bygninger.

  • at fremme god arkitektur.

  • at virke for, at bygge- og planlov er til størst mulig gavn for samfundet og den enkelte borger, samt at udformningen bliver så hensigtsmæssig som muligt i relation til myndighedsbehandlingen.

  • at virke for, at danske interesser varetages ved internationalt samarbejde om fx dannelse og harmonisering af regler vedrørende byggeri, samtidig med at der hentes inspiration internationalt til udvikling af arbejdsområdet.

  • at afholde møder og kurser med henblik på at videreuddanne kommunernes

  • medarbejdere og fremme kollegialt netværk.

§ 2. Medlemskab

Stk. 1 a

Som medlemmer kan optages kommunale ledere, der er beskæftigede med byggesagsbehandling.

Stk. 1 b

Som medlemmer kan optages kommunale medarbejdere, der er

beskæftigede med byggesagsbehandling.

Stk. 2

Bestyrelsen kan godkende optagelse af andre end de i stk. 1 anførte,

såfremt den skønner, at det tilgodeser foreningens formål.

Stk. 3

Kommunale enheder kan tegne medlemskab. Der skal da være en

kontaktperson. Enhederne må ved møder m.v. være repræsenteret ved personer, der ville kunne være medlem jfr. stk. 1. Hver kommune har uanset antal medlemskaber én stemme.

Stk. 4

Medlemmer iht. stk. 1, 2 og 3 skal betale det på generalforsamlingen

fastsatte kontingent. Undlader et medlem trods påkrav at betale kontingentet, kan bestyrelsen vedtage at betragte vedkommende eller enheden som udtrådt af foreningen.

Stk.5

Seniormedlemmer.

Der er etableret en ”Seniorforening” under DABYFO for medlemmer, der forlader arbejdsmarkedet. Kontingent er 10% af det ordinære kontingent. ”Seniorforeningen”

har sine egne vedtægter.

Stk. 6

Seniormedlemmer kan ikke deltage på generalforsamlinger, og de kan ikke være medlem af foreningens bestyrelse.

§ 3. Generalforsamlingen

Stk. 1

Generalforsamlingen er øverste myndighed i foreningen.

Det er kun en generalforsamling, der kan vedtage, justere, ændre eller ophæve foreningens vedtægter, og dette kun når et forslag herom på forhånd har været udsendt sammen med dagsordenen.

Stk. 2

En generalforsamling ledes af en dirigent valgt ved almindeligt

stemmeflertal.

Stk. 3

Til vedtagelse af forslag om vedtægtsændringer kræves 2/3 af de på generalforsamlingen afgivne stemmer. Til vedtagelse af andre forslag kræves almindeligt stemmeflertal. Afstemning foretages skriftligt, når mindst 3 medlemmer forlanger det, eller når dirigenten bestemmer det.

Stk. 4

Generalforsamling afholdes hvert år i april kvartal, og den er, uanset de

tilstedeværendes antal, beslutningsdygtig, når der til hvert enkelt stemmeberettiget

medlem er udsendt flg.:

a. Indvarsling senest 6 uger før generalforsamlingen. Indvarslingen skal meddele tid og sted for generalforsamlingens afholdelse og sidste frist for indsendelse

af forslag, der ønskes bragt til medlemmernes kundskab. Indvarslingen sker ved mail, i henhold til den aktuelle kontaktliste, og annonceres på foreningens

hjemmeside.

b. Dagsorden med regnskab og evt. forslag fra bestyrelse og/eller medlemmer senest 1 uge før generalforsamlingens afholdelse.

Dagsordenen skal som minimum omfatte følgende punkter:

1. Valg af dirigent.

2. Beretning om foreningens virksomhed.

3. Regnskab og fastsættelse af det årlige kontingent.

4. Behandling af forslag, der forud er udsendt til medlemmerne.

5. Valg

a. af formand (3 års periode)

b. af bestyrelsesmedlemmer (2 års perioder)

c. af 2 suppleanter (2 års perioder)

d. af revisor og revisorsuppleant (1 års periode)

6. Drøftelse af stedet for næste års generalforsamling.

7. Eventuelt.

Dagsordenen skal indeholde oplysninger om de valg, der skal foretages på generalforsamlingen. Hver kommune har uanset antal medlemskaber én stemme

ved generalforsamlingen.

Bestyrelsen skal sørge for, at der til selve generalforsamlingen foreligger forslag til kandidater til de valg, der skal foretages. Ved opstillingen af kandidater skal bestyrelsen tilstræbe en ligelig geografisk fordeling.

Foreningens sekretær er ansvarlig for, at der udfærdiges et referat fra

generalforsamlingen.

Referatet skal efter generalforsamlingen forelægges bestyrelsen til godkendelse.

Stk. 5

Særlige generalforsamlinger afholdes, når bestyrelsen finder det

nødvendigt, eller når det forlanges af mindst 25 stemmeberettigede medlemmer.

Indvarsling, der skal tilsendes hvert enkelt stemmeberettiget medlem med mindst 2 ugers varsel, skal indeholde dagsorden og oplysning om mødested og -tidspunkt.

Særlige generalforsamlinger er beslutningsdygtige, når mindst 1 / 3 af for-eningens stemmeberettigede medlemmer er til stede. Er dette ikke tilfældet, kan en ny generalforsamling med samme dagsorden indvarsles med mindst 1 uges varsel, og denne er da beslutningsdygtig uanset de tilstedeværendes antal.

§ 4. Foreningens bestyrelse

Stk. 1

Foreningens bestyrelse vælges af generalforsamlingen blandt de

stemmeberettigede medlemmer. Bestyrelsen består af en formand og 3-6 bestyrelsesmedlemmer, heraf en næstformand. Generalforsamlingen kan derudover også vælge 2 suppleanter.

Stk. 1 b.

Bestyrelsesmedlemmerne skal være beskæftiget som ledere inden for det

af § 2 stk. 1 a anførte fagområde.

Stk. 2

Formanden, vælges af generalforsamlingen for tre år ad gangen.

Stk. 3

De øvrige bestyrelsesmedlemmer, herunder næstformanden vælges for 2 år ad gangen.

Stk. 4

Suppleanter skal være beskæftiget inden for det af § 2 stk. 1 a, stk. 1 b eller stk. 2 anførte fagområde. De vælges for 2 år ad gangen.

§ 5. Bestyrelsens arbejde

Stk. 1

Bestyrelsen leder foreningens arbejde og er ansvarlig for foreningens økonomi. Bestyrelsen vælger selv næstformand, kasserer og sekretær samt repræsentanter i diverse udvalg og råd. Ved stemmelighed i bestyrelsen er formandens stemme udslagsgivende. Næstformanden skal være beskæftiget som leder inden for et af de i § 2 stk. 1 a anførte fagområder. Næstformanden indtræder automatisk som formand, hvis denne ikke længere kan varetage funktionen i kortere eller længere perioder.

Stk. 2

Kassereren er ansvarlig for foreningens regnskab og aflægger på den årlige generalforsamling et revideret regnskab.

Stk. 3

Sekretæren er ansvarlig for, at der udfærdiges et referat fra hvert bestyrelsesmøde, bestyrelsens møder med kredsformændene og generalforsamlingen.

Stk. 4

Bestyrelsen kan lade sekretær og andre administrative opgaver varetage af en sekretariatsleder. Sekretariatslederen refererer til formanden.

§ 6. Revision

Stk. 1

På den årlige generalforsamling vælges 1 revisor og en revisorsuppleant. Bestyrelsen kan vælge en fagrevisor, der bistår kassereren i dennes arbejde.

§ 7. Udvalg

Stk. 1

Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til varetagelse af særlige dele af foreningens arbejde.

Stk. 2

Kredse. Kredsarbejdet er foreningens rygrad. Der er 9 kredse i landet og hver kommune tilhører en kreds. Hver kreds ledes af en kredsbestyrelse på 3 – en formand, en næstformand og en sekretær. Medlemmer af kredsbestyrelsen, skal være beskæftiget inden for det i § 2 stk. 1 a, stk. 1 b eller stk. 2 anførte fagområde. Kredsbestyrelsen er ansvarlig for møderne i kredsen, herunder dagsorden og referat. Referater skal sendes til DABYFO’s sekretariat. Hver kreds har sine egne vedtægter udarbejdet på baggrund af standardvedtægter. Hver kreds har sit eget forum på DABYFO’s hjemmeside.

Stk. 3

Bestyrelsen holder to gange om året møde med kredsformændene.

Stk. 4

Bestyrelsen kan udpege medlemmer til at indtræde i udvalg o. lign. uden for foreningen, ligesom bestyrelsen kan forhandle samarbejdsaftaler med andre foreninger med det formål, at opnå den bedst mulige varetagelse af foreningens interesser.

Forhandlede samarbejdsaftaler skal forelægges på den efterfølgende, ordinære generalforsamling.

§ 8. Medlemsmøder

Stk. 1

I forbindelse med de årlige generalforsamlinger, eller når bestyrelsen i øvrigt måtte finde anledning dertil, kan der afholdes medlemsmøder. Til sådanne medlemsmøder kan bestyrelsen indbyde gæster. Til årsmøder der normalt falder samtidigt med de årlige generalforsamlinger, kan medlemmer og kolleger deltage.

§ 9. Foreningens økonomi

Stk. 1

Foreningens regnskabsår er kalenderåret.

Stk. 2

Foreningens midler skal være anbragt i anerkendt pengeinstitut.

Stk. 3

Såvel sekretariatslederen som formanden og næstformanden er i forbindelse med den daglige drift bemyndiget til hver for sig at tegne foreningen i økonomiske anliggender samt til at disponere over foreningens midler via elektroniske selvbetjeningsløsninger, herunder netbank, mobilbank og betalingskort.

Stk. 4

Bestyrelsen kan i fællesskab udpege en eller flere personer til at kunne disponere over foreningens midler via elektroniske selvbetjeningsløsninger, herunder netbank, mobilbank og betalingskort.

§ 10. Udmeldelse af foreningen

Stk. 1

Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt med mindst en måneds varsel til en 1. januar.

§ 11. Foreningens opløsning

Foreningens opløsning. Opløsning af foreningen kan kun ske, hvis bestyrelsen eller 25 medlemmer stiller forslag herom på den årlige generalforsamling. Forslaget skal være begrundet og optaget på den til medlemmerne udsendte dagsorden, og mindst 2 / 3 af de tilstedeværende medlemmer skal stemme for opløsningen.

En endelig vedtagelse kan dog først finde sted på en derefter indvarslet, særlig generalforsamling og skal her ske med mindst 3 / 4 af de afgivne stemmer. Såfremt foreningen DABYFO opløses fordeles eventuelle midler ligeligt mellem de kommuner, der på opløsningstidspunktet er medlemmer af foreningen.

Vedtægterne er senest ændret på generalforsamling den 10.4.2025.

Søgning