Erhvervs- og Byggestyrelsen er blevet forespurgt om fra en kommune, hvornår der skal tegnes byggeskadeforsikring for andelsboligforeninger.
I "Notat om byggeskadeforsikringen", som er fremsendt til kommunerne i april måned 2008, fremgår det på side 1 og 2, at en andelsboligforening kan blive forpligtet til at tegne en byggeskadeforsikring. Erhvervs- og Byggestyrelsen kan i den forbindelse vejledende oplyse, at der ikke er forsikringspligt for de andelsboligforeninger, der stiftes af forbrugere, dvs. nogle der handler uden for deres erhverv.
Det kan vejledende oplyses, at der modsat er forsikringspligt for:
- den professionelle bygherre, der indgår aftale med andelsboligforeningen om opførelsen, eller
- den professionelle bygherre, der opfører et byggeri, der senere sælges videre til en andelsboligforening.
En professionel bygherre kan bl.a. være en total- eller en hovedentreprenør. Erhvervs- og Byggestyrelsen kan vejledende oplyse følgende om de forskellige entrepriseformer.
Hvad er kendetegnet for en totalentreprise:
Ved totalentreprise er entreprenøren ansvarlig for hele eller den væsentligste del af projekteringen af byggeriet og for udførelsen på byggeriet. Totalentreprisen kan udføres af entreprenørfirmaet alene med egne projekterende rådgivere eller af en gruppe bestående af totalentreprenøren og tilknyttede rådgivere, hvor totalentreprenøren er den part, forbrugeren indgår kontrakt med.
Hvad er kendetegnet for en hovedentreprise:
Ved hovedentreprise indgår forbrugeren kun aftale med én entreprenør. Styringen af fagentrepriserne overgår således fra forbrugeren til hovedentreprenøren, der sædvanligvis overlader betydelige dele af arbejdet til underentreprenører. Forbrugeren skal naturligvis betale for at få løst denne styringsopgave, og det sker ved, at hovedentreprenøren indregner et hovedentreprisesalær i sit tilbud. Forbrugeren har intet aftaleforhold med de enkelte underentreprenører, men skal i alle forhold holde sig til hovedentreprenøren, der således er ansvarlig for kontraktmæssig ydelse og overholdelse af tidsfrister.
Fag- og hovedentreprise kan kombineres således, at arbejdet udbydes i fagentrepriser, men med en forpligtelse for en af entreprenørerne – fx råhusentreprenøren – til at overtage den styrende funktion som hovedentreprenør. I praksis benyttes betegnelsen hovedentreprise også, selvom enkelte, mindre arbejder ved et byggeri udbydes selvstændigt i fagentreprise.
Hvad er kendetegnet for fagentreprise:
Ved fagentreprise indgår bygherren entrepriseaftaler med et antal entreprenører, svarende til opdelingen af byggeopgaven i entrepriser. Det er en forudsætning for fagentreprise, at entrepriserne kan afgrænses ret nøjagtigt indbyrdes, på grundlag af et hovedprojekt, eventuelt forprojekt. Fagentrepriseformen passer til byggeriets traditionelle fagopdeling, og giver bygherren mulighed for at entrere med specialiserede firmaer.
KIRKE VÆRLØSEVEJ 22 3500 VÆRLØSE